Ansatte lærer dansk hos DKi Rhenus Group
17.11.2022

Ansatte lærer dansk i arbejdstiden

Samarbejde med Sprogcenter Midt giver ansatte bedre danskkundskaber.

”Kan vi lære dansk, mens vi arbejder her?”

Sådan lød ønsket, som medarbejdere hos DKI Logistics – Member of Rhenus Logistics. Der arbejder mange forskellige nationaliteter i virksomheden.

– Vi ville gerne efterkomme ønsket, for selvom vi arbejder fint sammen på en blanding af dansk og engelsk, tror vi, det er en fordel for medarbejderne at blive dygtige til dansk, siger Torben Stobberup, der afdelingschef hos DKI Logistics – Member of Rhenus Logistics.

Derfor har virksomheden indgået samarbejde med Sprogcenter Midt. Hver uge fra begyndelsen af september til midten af december får hold med henholdvis begyndere og let øvede danskundervisning uden at behøve at forlade matriklen.

– For medarbejderne koster det ikke noget, siger Torben Stobberup.
Han forklarer, at DKI Logistics – Member of Rhenus Logistics i samarbejde med Sprogcenter Midt sørger for at søge de puljer, der kan søges (for eksempel voksenuddannelsesstøtte eller forskellige efteruddannelsespuljer i fonde og fagforeninger) og derudover dækker virksomheden resten af udgiften.

– Vi ser det som en investering i vores medarbejdere, selvom man sagtens kan arbejde her uden at kunne dansk, fastslår han.

Han mener, at virksomheden får gladere medarbejdere, der får en bedre kontakt med den danske kultur.

– Samtidig giver det os et fællesskab, fordi vi får en fælles referenceramme ud over arbejdet at tale sammen om.

Eksempler fra dagligdagen

I undervisningslokalet er et hold let øvede elever ved at lære om verber. I dag arbejder holdet særligt med imperativ, der også kaldes bydemåde. Det er relevant for holdet, for imperativ bruges ofte i instruktioner.

– Så man kan give en instruktion med få ord – det er smart, forklarer Lise Huulgaard, der er underviser fra Sprogcenter Midt.

I en pause fortæller hun, at det også som underviser er en fordel at undervise virksomhedshold:
– For så kan man nemmere skabe en fælles motivation, og man kan bruge eksempler fra elevernes dagligdag på arbejdet, siger hun.

En fordel at lære på jobbet

Kollegerne Dawid Gawlak og Kinga Grzonka kommer fra Polen har begge arbejdet hos DKI Logistics – Member of Rhenus Logistics i nogle år:
– Jeg begyndte som lagermedarbejder med pluk og pak på inbound, fortæller Dawid Gawlak, og Kinga Grzonka forklarer, at hendes arbejde også består i pluk og pak.

– Vi bor her i Danmark, og jeg skal bruge dansk hver dag, så jeg er glad for at kunne lære dansk her, siger hun.
Dawid Gawlak har en plan for sin undervisning og har aftalt med sin nærmeste chef, hvordan han løbende tager undervisningen i dansk for udlændinge.

– Jeg har jo planer om at blive boende her, så jeg vil gerne blive god til dansk. Det er vigtigt for mig at kunne læse det, så jeg forstår mere.

De to kolleger synes, dansk er svært at lære:
– Men til undervisningen lærer vi, hvordan ordene er bygget op, og så er det lettere at finde ud af, hvordan man skal sige dem rigtigt.

De synes begge, det er en stor fordel at kunne tage undervisningen i forbindelse med arbejdet. For hvis man skal gøre det efter arbejdstid, er man tit træt, og så lærer man ikke så godt, mener de.

HAR DU SPØRGSMÅL? TØV IKKE MED AT KONTAKTE OS

70 20 24 08
sales@dki-logistics.dk

Har du set vores cases?

Se nogle af vores kunder og løsninger.