18.08.2022

Rhenus Warehousing Solutions køber DKI Logistics A/S

DKI Logistics A/S, der er grundlagt af Preben Borregaard i 2001, er solgt til den tyske logistik-virksomhed Rhenus Warehousing Solutions, der ønsker at komme ind på det danske og nordiske marked.

I forbindelse med opkøbet udtræder Preben Borregaard – formentlig i løbet af nogle måneder – af virksomheden, mens René Møller Klausen, der siden 2019 har været driftsdirektør, bliver administrerende direktør. Også økonomidirektør Frank Frøkiær fortsætter i virksomheden.

Rhenus Warehousing Solutions er en familiejet tysk logistik-virksomhed med lokationer i 21 forskellige lande og i alt 37.500 ansatte på i alt 950 adresser.

Salgsprisen oplyses ikke, men der er tale om et tre-cifret millionbeløb.

Et godt match

– Det er selvfølgelig vemodigt at afhænde en virksomhed, som jeg selv har skabt fra bunden. Men jeg har længe haft planer om at trække mig tilbage, og nu viste den rette mulighed sig, siger Preben Borregaard.

Hos DKI Logistics A/S beskriver ledelsen opkøbet som et godt match:
– Rhenus har en ejerstruktur, der minder om vores. Ejerne har det samme syn på kunder og ansatte, som vi har – det handler om mennesker før penge, siger René Møller Klausen.

Det er en betragtning, der deles hos Rhenus Warehousing Solutions:
– Både Rhenus Warehousing Solutions og DKI Logistics A/S står for højkvalitets og skalérbare løsninger. Derfor var det logisk for os at tage skridtet ind på det nordiske marked sammen med DKI Logistics A/S, siger Andreas Plikat, General Manager i Rhenus Warehousing Solutions.

Adgang til det nyt marked
Opkøbet af DKI Logistics A/S giver Rhenus en port til det nordiske marked og styrker virksomheden i sundhedssektoren og markedet for fast moving consumer goods, som eksempelvis er varer til supermarkeder og byggemarkeder.

DKI Logistics A/S er i dag en af Danmarks førende 3PL logistik-virksomheder med 350 ansatte. Virksomheden har lokationer i Horsens, Køge og Herning med flere end 280.000 kvadratmeter lagerplads.

Her håndterer virksomheden varer for en række meget forskellige kunder. Blandt dem er Region Midtjylland, som DKI Logistics A/S er centrallager for. DKI Logistics A/S vandt i 2018 et udbud på en 15-årig kontrakt til en værdi af op mod en halv milliard kroner. For at kunne løfte opgaven investerede DKI Logistics A/S 115 millioner kroner i et state of the art fuldautomatisk kasselager og yderligere et to-cifret millionbeløb i et højlager. Lageret bliver i dag brugt til både Region Midtjyllands varer og en række andre kunders.

Automatiserede og datadrevne logistikløsninger

De senere år har DKI Logistics A/S’ strategi været at blive den foretrukne logistikpartner på automatiserede og datadrevne logistikløsninger. Derfor har virksomheden ud over det fuldautomatiske kasselager blandt andet investeret i selvkørende AGV-trucks, robotter til pick/pack, automatiske pakkemaskiner – der er planlagt til genbrugsplast – samt sorteringsanlæg til containertømning og cross docking. De automatiserede og datadrevne teknologiske løsninger var også medvirkende til Rhenus Warehousing Solutions’ interesse i virksomheden.

De senere år har DKI Logistics A/S løbende udvidet med flere nybyggede lagre i Gedved ved Horsens, hvoraf det seneste er ved at blive bygget, mens endnu et er planlagt til opførelse næste år.

FAKTA om Rhenus Warehousing Solutions

Rhenus Warehousing Solutions har 155 lagre i 21 forskellige lande med i alt 3,5 millioner kvadratmeter under tag. Rhenus Warehousing Solutions tilbyder sine kunder skræddersyede løsninger og fuld service med fokus på innovation, bæredygtighed og kontinuerlig optimering af processer. Rhenus Warehousing Solutions er en del af Rhenus Group.


FAKTA om Rhenus Group

Rhenus Group er en ledende global logistik-virksomhed med en årlig omsætning på syv milliarder euro. Rhenus Group har 37.500 ansatte, som udvikler innovative løsninger til den komplette supply chain – og uanset om det er at tilbyde transport, lager, toldbehandling eller value-added services, har den familieejede virksomhed altid fokus på kundernes behov. Virksomheden har hovedkvarter i Holzwickede, der er en forstad til Dortmund.

FAKTA om DKI Logistics A/S

DKI Logistics A/S er grundlagt 1. april 2001 og er i dag blandt de førende inden for 3PL i Danmark.

Virksomheden er kendetegnet ved en flad organisation med kort vej til beslutninger og en fleksibel og forandringsvillig kultur med fokus på kunderne.

Virksomheden er kendt som pålidelig og velkonsolideret med en AA-rating fra Dun & Bradstreet, tidligere Bisnode. DKI Logistics A/S er økonomisk uafhængig. Det seneste regnskab viste et overskud på 92 millioner kroner før skat.

DKI Logistics A/S har lokationer i Horsens, Køge og Herning med i alt 280.000 kvadratmeter under tag. Virksomheden tilbyder også distributions-service.

HAR DU SPØRGSMÅL, SÅ KONTAKT OS

70 20 24 08
sales@dki-logistics.dk

Har du set vores cases?

Se nogle af vores kunder og løsninger.