Erik Langkilde DKI Logistics
19.11.2021

Erik har fleksjob hos DKI Logistics: ”Jeg er en del af teamet”

Vi stolte af at have modtaget HORSENS ALLIANCEN’s CSRpeople-mærke. Det gives til virksomheder, der yder en særlig social indsats for at hjælpe udsatte ledige til at tjene deres egen løn og til at opleve glæden ved fællesskabet og hverdagen på en arbejdsplads. I dag giver vi derfor ordet til Erik Langkilde, der er i fleksjob hos os.

For knap 10 år siden kørte Erik Langkilde op ad Egeskovvej til DKI Logistics hovedkontor i Horsens. Forud var gået et langt og godt arbejdsliv, der var blevet kortsluttet af en nervesygdom. Men nu var der endelig chance for at få lys i livet igen.

Weekenden før havde Erik Langkilde nemlig sendt en sms til administrerede direktør Preben Borregaard:

”Jeg ved ikke, om du kan huske mig, men jeg vil gerne have et møde med dig”, stod der cirka i sms’en.

Selvom det var lørdag, kom svaret næsten prompte:

”Haster det meget, for jeg er i udlandet?”

”Når nu du spørger – så ja, det gør det”

”Kig forbi, når jeg er på kontoret igen på mandag.”

– Vi finder ud af det
Og nu kørte Erik Langkilde altså her. For han havde brug for et sted at komme i arbejdsprøvning – som måske senere kunne blive til et fleksjob:
”Jeg ved ikke, hvad jeg kan. Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan. Det eneste, jeg kan love, er, at du kan se, når jeg har været her.”

Sådan sagde Erik Langkilde til mødet.
Og Preben Borregaard nikkede og sagde: ”Du starter bare, så finder vi ud af det.”

– Jeg er en del af teamet

I dag husker 56-årige Erik Langkilde tilbage og siger:
– Preben ser altid muligheder. Han fokuserede kun på, hvad jeg kunne og var ikke interesseret i, hvad jeg ikke kunne.
Arbejdsprøvningen gik godt, og siden har han været ansat i fleksjob hos DKI Logistics.

– Jeg har nedsat arbejdstid, og jeg har fleksibel arbejdstid. Desuden har jeg så mange forskellige arbejdsopgaver, at jeg altid kan skifte mellem dem. Men ellers arbejder jeg fuldstændigt som de andre, og det er ikke sådan, at jeg bliver opfattet som svagelig. Jeg er en del af DKI-teamet.

– DKI har fuld tillid til, at er der et eller andet, så er jeg der. Man regner med mig.

Viceværtopgaver er vigtige

Opgaverne er primært udendørs viceværtopgaver med renholdelse og vedligeholdelse. Erik Langkilde slår græs, og i vinterhalvåret spreder han salt og sørger for, at arealerne altid er farbare for lastbilerne, og at ramperne er ryddede og sikre at arbejde på.

– Vi sætter en ære i, at der er rent og pænt her, fastslår Erik Langkilde.

– Det er vigtigt, for ellers tænker kunderne måske ”passer de på mine varer på samme måde, som de passer på omgivelserne her?!”

Fra hektisk arbejdsliv til sygemeldt

Inden Erik Langkilde blev ansat hos DKI Logistics, var han selvstændig i mange år:
– Jeg har arbejdet, siden jeg fik mit første fritidsjob som 10-årig.

Det var altid i blomsterbranchen. I gartneri. Som grossist. I detailledet. Som konsulent for producenterne.
– Men da jeg blev syg, vidste jeg, at jeg var nødt til at lægge mit liv om og finde et job i en anden branche. For ellers ville folk have svært ved at forstå, at jeg ikke længere kan helt det samme som før. Dengang arbejdede jeg 14-16 timer hver dag.

Det var svært at gå fra dét arbejdsliv til langsomheden som sygemeldt derhjemme:
– Jeg var jo en pestilens. Så da jeg endelig fik lov til at komme i arbejdsprøvning og få et fleksjob, tænkte jeg: ”Der er grønt lys – så er det nu, jeg skal ud over stepperne.” Og det var derfor, det hastede sådan med at få det møde med Preben.

10 år med fokus på muligheder

Det er næste 10 år siden nu. Det har været en årrække med fokus på muligheder, som Erik Langkilde ønsker sig, at mange flere virksomheder end DKI Logistics får øje på:
– Du kan jo ikke åbne fjernesynet uden, at de taler om mangel på arbejdskraft. Jeg ser masser af muligheder i mennesker som mig, som man for 20 år siden bare sendte på pension. Der er simpelthen en gruppe af arbejdsivrige folk her.

– Når man har prøvet at være skubbet ud til kanten af arbejdsmarkedet, er man taknemmelig for et job, hvor man kan få lov at udrette noget.

Erik Langkilde siger, at han særligt mener, at deltidsjob er oplagte for virksomhederne at besætte med fleksjobbere. Det har at gøre med den måde, fleksjobbere aflønnes på.

Han har også et godt råd til andre, der står over for deres første fleksjob:
– Meld klart ud, hvad der er dine skånehensyn og fokuser på det, du kan. Så skal du bare finde arbejdsopgaver, der passer til. Hvis du har ødelagt knæene som brolægger, skal du finde et job med opgaver, hvor du kan bruge hænderne.

Selv er han ikke i tvivl om betydningen af jobbet hos DKI Logistics:

– I dag kan jeg tage på arbejde og sige ”yes, jeg bidrager til det samfund, jeg er en del af og betaler skat. Jeg kan udrette noget”. På den måde kan jeg nøjagtigt det samme som før, og jeg behøver ikke være duknakket, når nogen til en fest spørger mig, hvad jeg laver. Jeg er en stolt DKI’er.

Har du spørgsmål, så kontakt os

70 20 24 08
sales@dki-logistics.dk

Har du set vores cases?

Se nogle af vores kunder og løsninger.