Lagerprocesoperatør
1.09.2022

DKI-initiativ førte til ny uddannelse

Stærkt samarbejde skaber ny uddannelse til lagerprocesoperatør, der sikrer, medarbejderne har kompetencer til fremtidens automatiserede og digitale logistikløsninger.
 
Hvordan sikrer vi, at vores medarbejdere har de rigtige kvalifikationer, når vi automatiserer og digitaliserer vores lager- og logistikløsninger?Sådan lød spørgsmålet sidste år fra DKI Logistics A/S’ stifter Preben Borregaard til Det Regionale Arbejdsmarkedsråds næstformand, daværende LO- og 3F-formand i Horsens Hans A. Sørensen.

DKI havde nemlig blandt andet investeret i et fuldautomatisk kasselager, hvor robotter plukker og pakker, ligesom der er selvkørende AGV-trucks på flere at de analoge lagre.

Det var derfor tydeligt, at medarbejderne skulle kunne noget andet, end de skulle tidligere:

– Da vi begyndte at automatisere, fandt vi ud af, at vores dygtige traditionelle lagermedarbejdere, skulle til at arbejde på en helt anden måde, fortæller Preben Borregaard.

– Det er nødvendigt at tænkte meget længere frem i processerne, og en del af arbejdet foregår på bærbare pc’ere.

Han slår fast, at det ikke handler om medarbejdernes alder, men om, at det er nødvendigt at være omstillingsparate.

– Der var brug for en anden slags oplæring og en større indsigt i de samlede processer, siger han om baggrunden for sin henvendelse til arbejdsmarkedsrådet.

Her var man glade for henvendelsen:

– Alle kan henvende sig til arbejdsmarkedsrådet, men det er få der bruger muligheden, som Preben gjorde ved at række hånden ud. Det er fremsynet og skarpt set at bruge muligheden for at få uvildige med omkring bordet og samtidig få noget power bag til at trække i nogle tråde ind i et komplekst system, siger Kim Knudsen, der er specialkonsulent for VEU hos Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord.

Som ansat i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er det hans opgave at understøtte virksomhedernes adgang til kompetent arbejdskraft med afsæt i de aktuelle behov og samtidig sikre partsrepræsentation. Det vil sige, at også arbejdstagersiden skal være repræsenteret i arbejdet – i dette tilfælde ved 3F Horsens.

– Min rolle er derudover uvildig koordinering som tovholder.

Fremtidens lageroperatør

Efter en dialog blev første skridt at række ud til andre østjyske virksomheder for at kortlægge behovet for efteruddannelse og opkvalificering.

Ud over DKI Logistics A/S kom VOLA og andre lokale virksomheder med i gruppen sammen med uddannelsesinstitutionerne Learnmark i Horsens og Tradium i Randers.

– Vi satte sammen ord på, hvad det er for nogle opgaver, der nu og i fremtiden skal kunne løses af de ansatte, og derefter fandt vi frem til, hvilke færdigheder og kompetencer det kræver, forklarer Kim Knudsen.

Skolerne undersøgte, om der i forvejen fandtes tilbud, som kunne imødekomme kravene.

– Det gjorde der et stykke hen ad vejen, men det var ikke samlet. Så skolerne søgte det faglige udvalg, TUR, om udviklingsmidler til at udvikle og sammensætte en uddannelsespakke, der passer til de behov, vi har drøftet med virksomhederne – en ansøgning, som blev delvist efterkommet.

Ny uddannelse er klar til start

Der er blevet arbejdet med den nye uddannelse hen over 2021, og nu ligger en helt ny uddannelsespakke klar – lagerproces-operatøruddannelse er navnet blevet.

– Den begynder i uge 3 næste år og er på seks moduler a 10 dage og slutter i uge 46 næste år.
Forløbet er sammensat af AMU-kurser, og det er grunden til, at det har kunnet udvikles og udbydes så hurtigt.

Når virksomhederne sender ansatte af sted på uddannelsen, kan de få VEU-godtgørelse efter gældende regler og afhængigt af hvilken overenskomst, de er dækket af, kan der også søges tilskud i forskellige kompetencefonde.

Læs mere om den nye uddannelse til lagerprocesoperatør her
 

Har du spørgsmål, så kontakt os

70 20 24 08
sales@dki-logistics.dk

Har du set vores cases?

Se nogle af vores kunder og løsninger.